Juleudstilling i Nyborg 5. december 2009.

Hermed en (lille) rapport fra vores første indendørs udstilling med Donna.  Juleudstillingen i Nyborg.

Forberedelserne var store.  Vi overvejede meget alvorligt, om det var nødvendigt med et bad før (til hunden altså).  Vi mener, at sådan en selvrensende pels har bedst af at forblive ubehandlet med det naturlige hudfedt - men alle de andre hunde vidste vi jo var shinet op til den store guldmedalje.  Det ville vi nu ikke, men vi blev da enige om at give hende et bad, som hun fik i rimelig god tid - 2 dage før, så vi kunne se virkningen (og måske råde bod på et eller andet)  Nå, Donna kom under bruseren - hun kunne IKKE lide det.  Det tog også meget lang tid, før pelsen var så gennemvædet, at jeg forsigtigt (for ikke at ugle pelsen) kunne indgnide den fortyndede hunde-shampoo.  Selve vasken tog kun 10 min.  Belært af andres erfaringer tog jeg hovedet til sidst, da hun, iflg, de lærde, først ville begynde at ryste sig, når hovedet blev vådt.  Det passede til dels.  Men hun forsøgte hele tiden at "desertere" til et trygt sted, så jeg var alligevel pladdervåd på tøjet, hvor hun havde puttet sig ind til mig. 

Nu skulle man tro, det værste var overstået - men nej.  Nu kom turen til tørringen.  Tholos gule maxi-absorberende klude var fantastiske.  Donna blev tørret over med den - og den kunne vrides - mange gange.  Vi gik derefter i gang med hårtørreren.  Så længe, det var halen og "bukserne", der blev tørret gik det rimeligt.  Men hårtørreren var "farlig", og når den kom for tæt på, gik hun til angreb på den.  Så vi måtte stoppe med hårtørreren her, hvor jeg havde en overflade-tør hund på bagkroppen - og en pladdervåd krave foran.  Det er utroligt, så meget vand, der kan gemme sig i underulden. 

Da vi var til jubilæumstræf i sommer, var der en hund, der heller ikke kunne lide hårtørrere.  Hun blev pakket ind i varme tæpper, som lige havde været en tur i tumbleren.  Det grinede vi lidt af - syntes, det var topmålet af forkælelse.  Men hunden skulle jo gerne være tør til den store dag!  Jeg pakkede hende ind i varme håndklæder og syntes, jeg efterhånden havde fået den værste væde af hende.  Jeg lagde et "pet bed tæppe" på det opvarmede badeværelsesgulv lige foran radiatoren, og der lå hun så de næste timer og tørrede.  Det var jo synd for hunden, den skulle være lukket alene inde på badeværelset, så jeg fandt noget læsestof og holdt hende med selskab - hun var stresset nok i forvejen - og det var jeg vist også ved at blive.

Tørringsprocessen tog omkring 6 timer!  Hun blev ved med at være fugtig nede i underulden, selv om jeg børstede pelsen op fra tid til anden.

Og så var hun endelig færdig.  Vi måtte jo indrømme, at hun var blevet lidt hvidere (sås mest på poterne), og pelsen var blevet lidt mere fluffy.  Jo, det havde da pyntet lidt på hende.  Men vi synes jo, hun var lige så pæn (og mere naturlig) før badet.

Nu kom så den lange ventetid, før vi skulle køre tidligt lørdag morgen.  Den fine, hvide Donna måtte jo ikke grise sig til, så al luftning foregik på fliser i kort snor - ikke noget med at fræse rundt på græsplænen.  Hun havde haft dårlig mave et par dage før og vi havde medbragt alt, hvad vi kunne forestille os, kunne afhjælpe en katastrofe (der ville kræve vask igen).  Og vi øvede os meget i at "stå" pænt, vise tænder og gå pænt i snor.  Hun var SÅ dygtig.  Så fuld af fortrøstning tog vi til Nyborg.

Vi kom i god tid til hallen, hvor der allerede var mange store, glammende hunde, som Donna blev lidt forskrækket over.  Vi fik placeret vores stole og Donnas bur, fik lidt kaffe/te og en ostemad (som senere skulle vise sig at være en rigtig god idé) - og Donna faldt til ro.

Da ringen stod klar, og det var før bedømmelsen startede, kunne vi lige så godt prøve at gå på tæpperne.  Men dét ville Donna ikke.  Hun strittede imod med alle 4 poter og blev trukket på rumpen hen over det glatte gulv.  Vores alm. tør-godbidder hjalp ikke et klap - og her kommer ostemaden ind i billedet.  Osten blev taget af brødet og revet i små stykker.  Disse godbidder gik det lidt bedre med - men ikke godt nok.  Så hentede Henrik en pølse i cafeteriet, og fik dem til at skære den i små skiver (som vi så klippede endnu mindre med en saks).  Og så gik det helt fint - uden for ringen.

Før vi kom til hallen var jeg overhovedet ikke bekymret for, om at hun ville klare det rigtig godt.  Men højttalere og den megen larm fra de andre hunde stressede hende i den grad, at hun (der ellers er så madglad) slet ikke kunne holde koncentrationen hos "gufferne" og mig.  Vi fik utroligt meget hjælp af de andre udstillere - både med hensyn til råd ved selve fremføringen, og lækre kyllinge-godbidder, som måske kunne få Donna til at glemme omgivelserne - men lige lidt hjalp det.

Der var mange babyer, men kun én hvalp tilmeldt i vores race.  Det betød, at Donna skulle gå alene - det plejer ellers at hjælpe, når hun følges med nogle.  Jeg satte mig et roligt hjørne med Donna og godbidder, mens vi kiggede på babyerne og ventede til det blev vores tur.  Jeg bar hende ind på tæppet.  Vi skulle så gå en omgang.  De første 2 sider gik spurtende af sted (på vej tilbage til vores plads) med næsen i gulvtæppet og så flad som en pandekage.  De 2 sidste sider (væk fra vores plads) nægtede hun at gå, så jeg måtte bære hende tilbage til bedømmelse hos dommeren, der meget venligt spurgte, om det var første gang, hun var på udstilling.  Dommeren fik set tænder uden problemer - og vi fik da også en meget pæn kritik ("lovende").  (Da hun var til skue som baby, fik hun "særdeles lovende" - men dengang gik hun rundt i ringen, som hun skulle).  Der var ikke noget i vejen med hunden, men lidt ringtræning ville have gjort underværker.  Så nu ved vi, hvad vi skal få tiden til at gå med inden næste udstilling den 14.3.2010, hvor vi egentlig ikke havde planlagt at deltage.  Vi ville vente, til vejret blev til udendørs udstillinger - men vi blev anbefalet af Pia (Aya-San) at følge op så hurtigt som muligt.  Hun skal jo lære det - og alle har været igennem det samme (sagde de). 

Afskrift af dommerens (Saija Juutilainen, Finland) udtalelse:

         "7 months, nicely bodied puppy with correct bones, doesn't enjoy the ring today and losing her topline and head carriage, beautiful color
         and promising coat, beautiful headshape and expression, lovely pigmentation, correct bite and nice small ears but too low set, nice feet
         and typical angulation, needs more ringtraining for the future."

Der var fælles buffet bagefter med udlodning af gaver.  Her lå Donna og snorkboblede i sit bur, mens vi nød den gode mad og det hyggelige selskab.  Vi fik hilst på alle de hunde, vi kendte i forvejen og fik lært nogle nye at kende - blandt andre den han, Bjørn, der skal være far til Safis hvalpe, som vi er skrevet op til.  Han var rigtig dejlig med en flot pels og et meget roligt og tillidsfuldt temperament - så hvis parringen ellers lykkes, tror jeg, vi kan se frem til en rigtig dejlig hvalp om en 4 måneders tid.

Vi fandt også ud af, at Donna vist nærmer sig sin første løbetid.  Der var flere hanner, der var ret interesseret.  Det passer også meget godt - hun er 7½ måned.

Ja, det var så den dag.  Donna sov hele vejen hjem i bilen og blev meget glad, da hun fik lov til at fræse rundt på græsplænen herhjemme - uden snor.

Nu går livet igen sin vante gang.  I morges snuppede Donna lynhurtigt Henriks ene strømpe, mens han var ved at klæde sig på.  Hun løb ud i haven og gemte den - tror I hun ville komme, da vi kaldte?  Hun er rigtigt kommet i lømmelalderen.

----------------------------------------------------------------------

 

Week-end'en 28. - 30. august 2009  -  Japansk Spids Træf på Fyn   -  p.g.a. 30-året for racens ankomst til Danmark.  Video Ringtræning / Video Ringtræning med kuldbrødre
	Program
	Dommerudtalelse
	Vi ankom allerede torsdag aften for lige at få campingvognen på plads inden det hele gik løs.  Vi skulle også prøve at have Donna i tov i stedet for i hvalpegård.  Det gav mulighed for, at hun kunne trisse rundt sammen med os med tov-enden efter sig, til hurtig indfangning.  Det gik rigtig fint - hun blev nusset og beundret af alle, der kom forbi.  Det betød så også, at vi kom i snak med en masse erfarne opdrættere.  Vi fik spurgt og fik svar på en masse ting.  Helt perfekt.  I hytten lige overfor os boede Annie (Kennel Inu-Chibi) med Papaya og skråt overfor Connie og Knud (Kennel Nezumi) med 4 hunde.  Inden længe fik Nezumi besøg af Anne's (Kisujin) 4 hunde, så det var en hel "børnehave".  Det var meget påfaldende, hvor stille, der var.  Hundene kendte godt nok hinanden - men der var bogstavelig talt ingen gøen.  På pladsen ved siden af os kom Suki til at bo i campingvogn.  Hun rendte løs og kom ofte hen og hilste på Donna, der startede med at smide sig om på ryggen i total overgivelse.  Det var utroligt dejligt at bo tæt på en del meget erfarne opdrættere.   Det var i det hele taget en rigtig hyggelig plads, vi havde fået.  Vi delte bord og grill og hyggede os til spisningerne med Sukis forældre, Bente og Anton.  Torsdag aften gik vi en lang fællestur til stranden.  Hundene fik lov til at løbe løs - også Donna, der bare fulgtes med de andre hunde.  Det er sjovt at se, hvor søde de ældre hunde er mod sådan en lille hvalp - tager hende med i samværet.  Det havde været en lang og begivenhedsrig dag med en lang aftentur.  Donna var lige ved at være "slidt ned til brystbillede" (hun har virkelig gået mange skridt på sine små ben) - så hun faldt omkuld lige så snart, vi var kommet tilbage til campingvognen. Om fredagen satte vi party-teltet op lige før det begyndte at regne kraftigt.  Rie var i mellemtiden dukket op med to af Donnas brødre (Rie havde selv beholdt Aslan).   I et ophold i bygerne fik vi uøvede lidt ringtræning. Det var rigtig godt.  Vi mangler lige at kunne stå pænt - ellers gik det fint.  Donna blev dog noget frustreret over ventetiden - og i en ubemærket periode lykkedes det hende at bide den fine, gule udstillings-line over.  Heldigvis havde jeg været forudseende og købt et par ekstra.  Jeg overlod min hund til "en eller anden tilfældig" hundeejer, mens jeg hentede en ny line.  Hvalpene kom i ringen først.  Og det var heldigt for os - for inden længe væltede regnen ned i stride strømme - alle - både hunde og mennesker - blev gennemblødt.  Donna opførte sig fint (hun bed ikke dommeren, da hun fik efterset tænder) og hun gik pænt - sagde ikke noget til at komme op på bordet (godt, vi havde øvet os på vægten derhjemme).  Donna fik lyserødt bånd for "særdeles lovende" og rødt bånd for bedste baby-tæve (vi behøver jo ikke at fortælle, at der kun var én, vel?).  Da der også var en pokal til vinderen af hver gruppe, fik vi også pokal og et hvidt krus med inskription om jubilæums-træf, samt en pose foder.  Det var rigtig godt og har helt sikkert givet os blod på tanden.  (Nu må Henrik vist hjem og lave et fint pokal-skab).  Kuld-broder Aslan blev bedste baby-hvalp.
	Mens solen stadig skinnede, er de stolte baby-vindere Donna og Aslan foreviget med deres "høst" foran dommerteltet. I baggrunden party-teltet, hvor tilskuerne og de ventende hunde og mennesker søgte ly for den kraftige regn, der væltede ned det meste af eftermiddagen.
	Mellem bygerne prøvede vi agility-banen. Da Donna stadig kun er lille hvalp, måtte hun kun prøve tunnel og pose - og spring, hvor overliggeren lå på jorden. Tunnelen var lang og så krum, at hun ikke kunne se enden på den. Vi fik lov til at rette den ud - og så varede det ikke længe, før Donna spurtede igennem mellem Henrik og mig. Det var lidt grænseoverskridende for mig at lade Donna være løs, men det gik også fint. Hun kunne jo ikke drømme om at stikke af. Jeg var mere bekymret for, om hun blev forskrækket over et eller andet og ville væk. Vi krummede tunnelen mere og mere, og til sidst var Donna ligeglad med, om hun kunne se os. Hun kom, når vi kaldte. Posen skulle vi dog holde åben, for at hun turde løbe igennem. Vi prøvede også rally lydighed. Donna kan både sitte og dække på kommando, men hun mangler lige at stå og blive. Det tager vi fat på, når vi kommer hjem. Jeg tror hun har levet af "guf'er" hele lørdagen. Om aftenen kunne vi ikke få hende til at spise flere. Hun var fuldstændig "mast", gik tidligt i seng og sov som en sten hele natten. Der havde også været utrolig mange indtryk! Om aftenen skulle der være jubilæumsmiddag i teltet. Arrangementet blev p.g.a. regnen flyttet til campingpladsens overdækkede gård , hvor vi fik et rigtig lækkert måltid mad bestående af mange, små retter. Lene og Jan underholdt med line-dance og fik en hel del til at deltage. Da klokken var 22:00 skulle alt være lukket og slukket. Strømmen blev simpelthen afbrudt 21:45 - så kunne vi lige nå at rydde det meste til side. Alle skulle hjem og lufte hunde. Vi sagde pænt nej tak til en aftentur. Donna var så træt.
	Allerede kl. 9:30 søndag var der orienteringsløb.  Det småregnede stadig, men klarede dog lidt op.  Desværre var der ikke så stor tilslutning til dette arrangement (skyldtes nok både vejret og at hytterne skulle afleveres rengjorte kl. 12:00), så vi blev kun ét hold.  Lidt synd for arrangørerne (Jane og Bruno), der havde fundet nogle gode opgaver til både hunde og mennesker.  Menneskene skulle bl.a. gætte dufte - og hundenavne ud fra fotos.  Hundene fik flere opgaver.  I den første skulle hunden finde en pølse, der var gemt under et krus - uden at vælte krusene.  Det lykkedes Donna at få fat i pølsen ved første forsøg - uden endog at vælte det tilhørende krus - hvordan hun end bar sig ad med det.  Ved Nezumi stod der et vandfad med guffer/kiks, som hundene skulle fiske op.  Det var der ikke nogen, der kunne finde ud af undtagen Nezumis egne hunde, der havde prøvet det før.  Jeg fik lov til at lægge en af Donnas normale guffer i baljen.  Jeg lagde den ovenpå en af de flydende kiks - og Donna nuppede sin guf.  Så havde hun fattet systemet og kom tilbage efter en stor kiks - dygtig hund!  Der var også en "NEJ"/"Værsgo" - øvelse.  Normalt respekterer Donna et NEJ fuldt ud.  Jeg kan lade en kiks ligge på køkkengulvet og hun bliver ved med at gå uden om den, indtil jeg fjerner den.  Jeg har prøvet at give hende den ved at sige Værsgo, men hun tør ikke tage den, for Mor har jo sagt nej.  Så jeg var helt sikker på, at den ville Donna ikke tage - men det gjorde hun alligevel - den blev jo rakt ud til hende af et venligt menneske, så hun overhørte fuldstændig Mors NEJ.  Ærgerligt - jeg var ellers så sikker. Kl. 10:30 holdt Merethe Børgart foredrag om aktivering af hunde.  Hun havde medbragt en hel del aktivitets-legetøj, hvor hundene skulle finde frem til de gemte guffer.  I pausen fik hundene lov til at prøve.  Der var mange gode idéer til os nybegyndere - og også en kritik af de forskellige slags legetøj.  Det var rigtig godt.  Efter pausen demonstrerede Merethe hundemassage på en hund, der så helt salig ud under behandlingen.  Vi har senere prøvet på Donna - og hun så lige så salig ud.  Det er faktisk ret sjovt. Ved frokosttid blev resterne fra middagen båret ud i teltet til et hurtigt, uformelt måltid.  Party-teltet blev pakket sammen og så var det for hjemadgående for de fleste af dem, der var tilbage. Vi var lige oppe og hilse på Jan og Lene, der lå i campingvogn lidt højere oppe.  Donna blev budt indenfor i deres indhegning og kom fint ud af det med både Tami og Wonder.  Ninki var i omstændigheder - og holdt sig lidt for sig selv. Vi nappede lige en overnatning mere, så der kunne falde lidt ro på.  Det var en rigtig dejlig campingplads med meget lækre toilet- og badefaciliteter (der var også et hundebad) og svimming-pool.  Alt var nyt og lækkert - der var styr på det hele.  ( Vi lå på nr. 71 )
	Jo, vi har fået "blod på tanden" og stiler mod julestævnet i Nyborg her til december.  Så er Donna gammel nok til at deltage i hvalpeklassen.  Stadig uofficiel, men det er godt med lidt øvelse.  Det har været alle tiders week-end!
	LINKS: Hundeudstyrsforhandler Tholo:  Vi havde ikke kunnet finde et lille kædehalsbånd til udstillingsbrug.  På skuet fik vi anbefalet Tholo, der har bogstavelig talt alt. Skovlund Camping:  En rigtig hyggelig, privatejet familieplads - måske et gensyn?